Lørdag klokken 11:00 var Herning f. H. 2 på besøg i Højmark-Hallen, hvor Højmark GF ikke ville lade gæsterne komme let til fadet. Efter en højintens affære endte kampen noget så sjældent som uafgjort, 16-16, og træner for Herning f. H. 2, Martin Meedom, reagerede således på kampens udfald.
“Nogle gange kan et uafgjort resultat godt føles som en sejr.”
Det sker ikke særlig tit, at håndboldkampe ender uafgjort, ifølge træner Meedom var holdets præstation en blandet fornøjelse set fra bænken af.
“Vi skal være bedre til at holde fokus hele kampen. Vi kommer foran med fire mål kort efter pausen, men i stedet for at lukke kampen, så lukker vi Højmark ind igen, og ender med at være bagud med to mål med mindre end to minutter tilbage af kampen.”
Træner for Herning f. H. 2, Martin Meedom, fremhævede kort efter kampen nogle iøjnefaldende takter fra sit hold, som han tager med til næste kamp.
“Generelt havde flere af vores spillere en af deres bedste kampe, men vores målmand Kadir og bagspiller Mikkel skal fremhæves for deres aktion med 20 sekunder tilbage. Kadir redder et skud, får hurtigt samlet bolden op, og laver en aflevering over en halv banelængde, som Mikkel modtager og scorer til kampens resultat.”
Kampens resultat:
16-16
Række: U-13 Drenge C