Skærer folk ansigt og forlader lokalet, når du synger? Så er “Det skæve kor” i Herning måske lige noget for dig. Hvis du altså elsker at synge, selvom du måske ikke lige rammerne tonerne helt rent.
Der skal nemlig være plads til folk, som måske ikke er de bedste til at synge eller har ret meget erfaring med sang i kor.
Kvinder og mænd er velkomne i koret, og koret har allerede optrådt til den første koncert.
Det Skæve Kor synger hits fra Melodi Grand Prix, f.eks. Dansevise, Krøller eller ej og Smuk som et stjerneskud.
“Jeg er ikke så meget til Melodi Grandprix, men jeg synes, det her er sjovt. Man bliver glad og opløftet. Hvis man har en dårlig dag, så svæver man, når man tager herfra,” siger Birgit Vestergaard, der er et af medlemmerne af Det Skæve Kor, til TVMidtvest.
Peter Vestergaard, kulturmedarbejder i Huset No7, og korleder Ole Jørgensen fik ideen til koret for et par år siden over en kop kaffe. Hvorfor ikke lave et uformelt kor, der har plads til alle?
“Vi savnede et kor, der ikke var så formelt. Et, hvor alle os, der står og synger under bruseren, kunne deltage," siger Peter Vestergaard.
Det Skæve Kor har for tiden 80 medlemmer, og efter en koncentreret prøveperiode holdt koret deres første koncert 3. marts.