Lige om hjørnet ligger forårssæsonen for Herning Fremads Serie 3-herrer, hvor et nyt trænerteam, nye spillere og fokus på konditionen skal sikre Herning-holdet overlevelse.
For det nykonstitueret trænerteam, Jesper Christensen og trænerkollega Heinrich, venter den nye sæson i Serie 3 om godt en uges tid, når man hjemme tager imod Tarm IF d. 26 marts. Her kommer Fremad-holdet til at skulle kæmpe for deres plads, lyder det fra træner Jesper Christensen.
"Vi forventer at kæmpe om at ligge i midten af Serie 3. Vi har lidt svært ved at se, hvor vi selv står i forhold til holdene i rækken, da vi ikke rigtig har prøvet at stille stærkeste opstilling endnu. Samtidig ligger vi en del fra vores optimale form og derfor har både Videbæk - som vi er i pulje med - og Herning KFUM også vist os, hvad der sker, hvis man ikke er i form. Jeg tror og håber på, at vi indfrier vores mål."
Og netop de hårde træningskampe mod Videbæk IF og Herning KFUM bliver vigtige målepunkter for Herning Fremad-holdet frem mod den kommende sæson.
"Vores træningskampe startede rigtig godt med to sejre i de to første kampe. Men i de sidste to træningskampe har vi også set, hvad der skal til for være klar til de gode Serie 3-hold. To nederlag til Videbæk IF og KFUM som har været sunde for os, og vist os, hvad vi er nødt til at forbedre for at kunne være med, hvor det er lidt sjovere," understreger træner Christensen og uddyber:
"Det er for tidligt at sige, hvem der bliver vores direkte konkurrenter, men nu så vi på egen hånd, hvor godt Videbæk IF arbejdede for hinanden og havde nogle rigtig dygtige midtbanespillere, som gjorde livet surt for os."
Konditionen bliver altafgørende
Selvom Jesper og Heinrich oplevede en niveauforskel til de kommende konkurrenter fra Videbæk IF, så har trænerteamet lokaliseret holdets svagheder og der bliver arbejdet benhårdt på tingene.
"Lige nu arbejder vi på presspil, boldberøringer, og så er vi også begyndt at løbe. Vi er simpelthen i for dårlig form, så der er intensive boldspil på kontoen krydret med løbe-pas ind imellem øvelserne. Vi skal kunne løbe mere i kampene - og til træning - end det vi har vist indtil nu. Vi er et 3. hold i klubben og møder ofte 1. hold fra andre klubber og derfor må vi ikke være trætte efter 30-40 minutter i kampene," forklarer Jesper.
En styrket trup og dermed træningsmiljø kommer til at skabe en sund konkurrence, der netop kommer til at hjælpe på de parametre.
"Heinrich og jeg er nye trænere på holdet, og der er også dukket nogle nye spillere frem. Jeg tror, der er 10-15 nye spillere til vores Serie 3 og Serie 5, så der er kamp om pladserne. Det er fedt, der er højt humør, og mange til træning."
I serierækkerne er man ofte begunstiget af mange fede lokalopgør, og det er også sagen for Fremads drenge, som især ser frem til én helt speciel kamp.
"Det bliver da sjovt at spille de lokale kampe, specielt Snejbjerg-kampen. Men ellers er det ikke så vigtigt, hvem vi møder, men det bliver spændende at finde ud af, hvor holdenes niveauer ligger."