De tror på Pape-Power i Herning

Foto: Kurt Johansen. Søren Pape på besøg den 11/10.
Profilbillede
dato

Dette er en pressemeddelelse tilsendt af Konservative Herning.

Det Konservative Folkeparti står ifølge en ny meningsmåling til at gå markant frem. Den lokale spidskandidat Per Ørum tror på, at partiet får det klart bedste valg siden kommunalreformen.

Søren Pape har travlt for tiden, den aktuelle fremgang for Det Konservative Folkeparti på landsplan skal høstes til mandater ved det forestående kommunalvalg, der finder sted den 16. november. Den populære partileder var forleden på besøg for anden gang i Herning Kommune, hvor han sammen med partiets lokale spidskandidat Per Ørum besøgte emballagevirksomheden EHRNO flexible a/s samt Jobbanken, der er en privat virksomhed, som skaffer førtidspensionister i arbejde.

Per Ørum kom til som spidskandidat i Herning Kommune med kort varsel i sommers, da partiets viceborgmester og hidtidige spidskandidat Rasmus Norup blev Erhvervsdirektør for Erhvervsrådet Herning, Ikast og Brande. Per Ørum er dog en erfaren politiker, som bl.a. har siddet næsten syv år i Folketinget, valgt for De Konservative i 2005 og igen i 2007. Skiftet fra Norup til Ørum har, hvis man skal tro den første meningsmåling i Herning Kommune før kommunalvalget, dog ikke svækket partiet, der står til en pæn fremgang fra 4,2 til 7,3 i undersøgelsen, der er foretaget af Jysk Analyse for TV-Midt/Vest.

Per Ørum erkender dog, at succesen i Herning også kan tilskrives det, man populært sagt kalder ”Pape-Power”

”Der er ingen tvivl om, at Søren er meget populær i hele landet, og det smitter naturligvis også af i Herning. Jeg har kendt Søren i mange år, og han fortjener al den succes, som han og partiet får lige nu. Jeg vil for min del arbejde hårdt for at høste gevinsten her i Herning Kommune," siger spidskandidaten, der desuden vurderer, at indsatsen fra partiets lokale kandidater også spiller ind i forhold til den flotte måling.

”Vi har været tidligt ude for at markere vores lokale politik overfor vælgerne, og den synlighed vi allerede har fået, spiller helt sikkert også ind, når vi vurderes så positivt af vælgerne," siger Per Ørum, som nævner ældreområdet, som et af de områder, hvor de konservative har markeret sig.

Søren Pape og Per Ørum blev ved partilederens besøg i Herning klogere på nogle de udfordringer, som én af egnens etablerede og familieejede virksomheder møder. EHRNO flexible a/s producerer emballage til mange store virksomheder, og virksomhedens ejer Ole Østergaard kunne sammen med sin søn Bjørn berette om, hvordan virksomheden tackler de stigende krav til bæredygtighed fra deres kunder. Generationsskifte, udfordringer med råvarer og erhvervsfremmesystemet var andre emner, der blev drøftet under det timelange besøg, hvor de to politikere også nåede en rundtur i virksomhedens produktion.

Papes besøg i Herning blev afsluttet med et besøg hos Jobbanken, der er en privat virksomhed som med stor succes hjælper førtidspensionister i arbejde igen. Per Ørum har allerede god dialog med direktør Birgit Jeppesen, og lokalt stillede De Konservative et forslag om at støtte Jobbanken med 600.000 kroner til næste år i forbindelse med efterårets budgetforhandlinger i Herning Kommune, men man kom ikke igennem med forslaget ved den lejlighed.

”Vi arbejder videre med vores ønske om at støtte indsatsen i Jobbanken," forsikrer Per Ørum og tilføjer "Vi er særligt interesseret i at støtte indsatsen overfor veteraner, og vi har sammen med Jobbanken arbejdet med en idé om at udvide veteranbegrebet til også at rumme mennesker i særligt kritiske jobs som for eksempel politifolk, læger, falckreddere, sygeplejersker og mennesker i psykiatrien. Dette håber vi at der kan gennemføres, når det nye byråd er valgt," siger Per Ørum, der sætter stor pris på den menneskelighed, der præger Jobbanken.

Søren Pape skulle derefter videre til et foredrag, og de lokale kandidater med Per Ørum i spidsen fortsætter valgkampen frem til valgets deadline i november.


Eventuelle politiske holdninger og meninger i dette portræt tilhører kandidaten og er derfor ikke et udtryk for redaktionens holdning og mening
Kilde: Per Ørum, Spidskandidat for Det Konservative Folkeparti, Herning Kommune.

Seneste på facebook