Byens ældste værtshus: På Vestre Hjørnet er man der for hinanden

Byens ældste værtshus, Vestre Hjørnet, serverede den første øl tilbage i 1878 (Foto: Vestre Hjørnet)
Profilbillede
dato

På Møllegade 1A finder du Vestre Hjørnet - et værtshus der emmer af historie. Bag værtshuset står i dag Lars Rosenkvist Jensen, som vil give os et indblik i, hvordan det er at drive Hernings ældste værtshus.

Kalenderen skrev 1878, da første øl blev serveret på Vestre Hjørnet i Herning. Om den første tid i virksomheden, fortæller Lars:

“Jeg har haft Vestre Hjørnet siden 1. marts 2018. Vestre Hjørnet er jo Hernings ældste og mest brune værtshus. Første øl blev serveret her i 1878. Stedet har både været gæstgivergård og alt muligt, men er gået hen og blevet almindeligt brunt værtshus nu. Der har foregået rigtig mange ting herinde. Historien taler lidt for sig selv.”

Det altovervejende fokus hos Vestre Hjørnet er den gode stemning og de besøgende gæster er altid i centrum. Derfor må det heller aldrig blive kedeligt, og derfor sørger Lars for at sætte gang i forskellige arrangementer:

“Vi har jo Høker-turen, hvor vi skal ud og smage nogle øl. Vi skal ud og besøge fire andre værtshuse i henholdsvis Ikast, Silkeborg, Horsens og Ejstrupholm. Det er jo sådan noget vi også gør. Vi laver arrangementer for vores kunder."

"Vi har også kørt noget øl-banko på et tidspunkt, hvor man får en bankoplade for hver øl man køber, inden for halvanden time. Så spiller vi så bingo, og her er der mulighed for at vinde mere øl. Det skal vi i gang med igen til vinter."

"Der skal ske noget sjov, og vi arbejder på forskellige idéer hele tiden - både dem vi må og dem vi ikke må. Spillemyndighederne gør det jo svært for én, med alle de ting der tidligere har foregået på sådan nogle værtshuse,” fortæller Lars Rosenkvist Jensen med et smil.

Fra gæstgivergård til brunt værtshus
Der er sket en del siden 1878 og til da Lars tog over på Vestre Hjørnet:

"Der har foregået rigtig mange ting herinde. Man har spillet femmerslag og sekserspil. Historien taler for sig selv. Førhen måtte man jo spise herinde og sådan. Det må man ikke mere pga. lovgivning omkring brune værtshuse. Der må ikke serveres mad fordi folk ryger her og så videre."

Men bare på den tid Lars har ejet stedet, har han også gennemgået ændringer. Han erindrer om gode historier fra dengang det gamle sygehus lå lige i nærheden:

"Førhen, inden det nye sygehus, der lå det gamle sygehus lige heroppe ved siden af. Dengang kom der mange deroppe fra; enten var de patienter eller også var det nogle ude vestfra der skulle forbi byen inden nogle prøver eller sådan. Så sad de her og fik en øl, indtil de blev hentet igen."

"Jeg havde en værtshus-ejer ude fra Thyborøn inde forbi, der sad og ventede på at hendes kunder kom hjem fra sygehuset igen. Men de ting er desværre slut jo, efter det nye sygehus.”

På Vestre Hjørnet er man der for hinanden
Den 60-årige ejer fremhæver de kernekompetencer og værdier, der ligger bag Vestre Hjørnet, og det står meget klart at der florerer en enorm hjælpsomhed og omsorg på det hyggelige, gamle værtshus:

“Vestre Hjørnet er jo et sted, hvor man har benene nede på jorden. Man hjælper hinanden, tager sig af hinanden og man bekymrer sig om hinanden. Hvis en stamkunde eksempelvis ikke kommer, er der så sket noget? Den bekymring og omtanke kan der blandt andet være. Værdierne her er jo, at vi er her for hinanden. Vi hjælper hinanden, og man kan komme og spørge om hjælp."

Alle er efterhånden klar over de stigende elpriser for tiden, og det er gæsterne på Vestre Hjørnet også. De er utroligt hjælpsomme, mener Lars:

"Her for tiden med de stigende elpriser, så er mine kunder også søde til at komme og sige "Sluk du bare de automater, vi skal ikke spille i dag" eller "Vi kan bare åbne vinduer og slukke udsugningen" - de bakker op om det her, og de kommer her pga. stedet."

Hver morgen byder på 'social rengøringstid'
Når man taler med Lars, så kan det tydeligt mærkes at han brænder for at drive værtshuset, og han tænker utroligt meget over at hjælpe hans besøgende. Derfor åbner han dørene tidligt:

“Vi åbner klokken 8 hver morgen. Vi bruger meget tiden fra 8-10 til lettere rengøring og social tid. Der kommer nogle mennesker og snakker og hjælper til, hvis andre ikke kan finde ud af deres Nem-ID og så nogle ting, og så hjælper vi også hinanden med det. Vi kalder det sådan en slags social rengøringstid."

"Det er en tanke jeg har omkring, at man ligeså godt kan låse døren op. Vi skal gå herinde og gøre rent og støvsuge alligevel, og så har vi lige de der stamkunder der kommer og hjælper til, hvis der skal slæbes nogle kasser øl op, og det skal min morgenservitrice jo ikke gøre så.”

Lars fortæller til sidst, at der selvfølgelig altid er plads til nye:

"Nye mennesker bliver også taget godt imod, men er man lidt ved siden af, så får man det at vide med det samme af de andre kunder. Der er en god selvjustits blandt kunderne. Det er sjældent mig der skal smide nogen ud - det klarer de selv,” fortæller Lars grinende. 

Så smut forbi Vestre Hjørnet på Møllegade 1A i Herning og grib en øl eller to - her er du utroligt velkommen. Du kan også læse mere på deres Facebookside og hjemmeside.

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Lars Rosenkvist Jensen // Vestre Hjørnet

Seneste på facebook