Af: Jens Risom // FC Midtjylland
Cheftræner, Bo Henriksen, giver sine perspektiver på søndagens opgør mod FCK.
Et chancefattigt topopgør søndag aften i Herning endte med en dramatisk afslutning. Set med FCM-briller var det desværre et drama med den forkerte udgang, da FCK’s Khouma Babacar udnyttede en fejl af Elias Olafsson dybt inde i tillægstiden.
1-0-målet blev kampens sidste hændelse til stor ærgrelse i FC Midtjylland-lejren. Cheftræner Bo Henriksen fortæller, at han stadig stoler på sin målmand, og at han nok skal komme videre hurtigst muligt.
– Han har fået masser af kærlighed. Elias er en fantastisk målmand og spillede også en fin fodboldkamp og har gjort det i hele sæsonen. Det er sådan, fodbold er engang i mellem, og nu skal vi rejse os. Han skal spille en masse fodboldkampe og ryste det her af sig. Sådan er livet nogle gange, siger Bo Henriksen og fortsætter:
– Jeg stoler 100 procent på ham, og det har jeg også fortalt ham. Det er læring som fodboldspiller, at man kan lave fejl. Så handler det om, hvordan man rejser sig, og der vil vi hjælpe alt, hvad vi kan.
Inden afgørelsen kort før tid havde de 11.288 fremmødte tilskuere overværet en tæt kamp med flere gode FCM-perioder rent spillemæssigt. De helt store chancer udeblev dog, indtil Evander i overtiden misbrugte fra tæt hold i feltet.
– Jeg er stolt af gutterne, som gør alt, hvad de kan. Vi mangler marginaler i øjeblikket, og sådan er vilkårene. Dem må vi jagte, ligesom vi skal jagte succesoplevelser, understreger Bo Henriksen.
– Det var to gode hold på banen, og det var meget frem og tilbage. Vi spillede en fin fodboldkamp, men i sidste ende drejer det sig om resultatet. Det fik vi ikke, tilføjer cheftræneren.
Søndagens nederlag betyder, at FC Midtjylland nu ligger på tredjepladsen i tabellen. Ét point efter Brøndby og seks point efter F.C. København, der topper 3F Superliga forud for grundspillets sidste runde.
– Vi skal ud at vinde fodboldkampe. Det er selvfølgelig irriterende, at vi er kommet seks point efter, men vi skal jagte alt, hvad vi kan, slår Bo Henriksen fast og afslutter:
– Vi mangler de marginaler, som FCK har, og det er fodbold, når det er bedst og værst. Vi skal lære af kampen, og vi skal blive bedre og dygtigere.
Næste opgave for FC Midtjylland er på søndag kl. 14.30, når holdet møder Silkeborg IF på udebane.