Åbent hus på politistationen i Herning

Profilbillede
dato

Fredag den 8. september inviterer Midt- og Vestjyllands Politi alle interesserede borgere inden for til åbent hus på politistationen i Herning.

Da Midt- og Vestjyllands Politi i januar 2020 indviede den nye politistation i Herning var det kun særligt inviterede gæster, der havde mulighed for at deltage. Den gang blev borgerne lovet en mulighed for at få stillet nysgerrigheden med et kig inden for murene – ganske kvit og frit.

Det løfte kan Midt- og Vestjyllands Politi nu indfri, når der fredag den 8. september kl. 14.00-17.00 afholdes Åbent Hus på politistationen i Herning.

Eftermiddagen vil byde på guidede rundvisninger på politistationen og i gården vil der være mulighed for at kigge nærmere på flere af politiets køretøjer, hilse på både tobenede og firbenede medarbejdere og høre mere om jobmulighederne i politiet. Politiets Online Patrulje vil også være til stede. Midt- og Vestjyllands Politi vil byde på kaffe og is ved arrangementet.

Vicepolitiinspektør Niels Kristian Larsen, der er leder af lokalpolitiet i Herning og Ringkøbing, ser frem til endelig at kunne byde borgerne indenfor.

”Vi ser frem til at vise borgerne i Herning og omegn vores lokaler og faciliteter, så de kan få stillet lidt af deres nysgerrighed – ligesom vi lovede, da vi i sin tid indviede stationen”, fortæller Niels Kristian Larsen og fortsætter:

”Vi glæder os hver dag over de faciliteter, vi fik i forbindelse med indflytningen på den nye politistation i januar 2020 og vil meget gerne vise dem frem for store og små, der måtte kigge forbi den 8. september, når vi holder Åbent Hus”, slutter Niels Kristian Larsen.

 

Program for dagen

Kl. 14.00: Officiel velkomst ved vicepolitiinspektør Niels Kristian Larsen, der er leder af lokalpolitiet i Herning. Derefter aktiviteter inden for og uden for politistationen og mulighed for en kop kaffe og en is.
Kl. 17.00: Tak for i dag.

 

Adresse

Lokalpolitiet i Herning, Haraldsgade 30, 7400 Herning.

 

Parkering

Da der kun er et begrænset antal parkeringspladser i området omkring politistationen i Herning, opfordrer vi alle, der har mulighed for det, til at komme på cykel eller gåben.
Denne artikel er skrevet af Martin Johannes Madsen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestjyllands Politi.
Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Seneste på facebook