19-årige Sofie Skott fra Heden skal til OL

Profilbillede
dato

Herning er en af de helt store producenter af talentmasse til dansk ishockey. Senest skud på stammen er Sofie Skott Dahl, der er født og opvokset i byen. Hun forlod Herning Ishockey i 2016 i en alder af blot 14, og til sommer fortsætter ishockeyrejsen til University of Vermont i USA. 


Sofie Skott Dahl er en af de dygtige back-spillere, landstræner Peter Elander har udtaget til Vinter OL i Beijing. Ifølge Sofie selv kom udtagelsen som en glædelig overraskelse.


“Det er selvfølgelig en drøm, der går i opfyldelse. Det er vildt! Samtidig var det også en glædelig overraskelse. Jeg følte mig bestemt ikke sikker på at blive udtaget, så jeg har virkelig kæmpet for det. Jeg var med til OL-kvalifikationen på den sidste back-plads, og jeg kom ikke på isen overhovedet ved den turnering,” siger Sofie Skott Dahl i et interview til Herning Folkeblad.


Udtagelsen betyder, at herninggenseren udfylder en af backpositionerne på det kvindelige A-landshold til vinterlegene i Beijing i en alder af blot 19 år. Til trods for sin unge alder har hun store tanker om sin egen udvikling og håber på at tid på isen i Beijing. 


“Jeg ved godt, at jeg taber lidt på erfaringen, som den yngste back i truppen, men når man først er kommet så langt, vil man selvfølgelig også gerne på isen. Ligesom holdet har flyttet sig meget over de sidste år, synes jeg også, at jeg udvikler mig hele tiden,” siger hun til Herning Folkeblad og sætter ord på sine holdkammerater og ambitioner til legene:


“Der er virkelig nogle piger på det her hold, der har lagt mange, mange kræfter i at blive så dygtige, som de er. Der er uden tvivl sket en kæmpestor udvikling over de sidste to-tre år. Vores mål er at komme videre til kvart-finalen. Det vil være stort.” 

Hvis du vil læse Herning folkeblads fulde interview med landsholdsspilleren, skal du klikke her

Kilde: Herning Folkeblad

Seneste på facebook