Torsdag aften kunne FC Midtjylland tilskrive sig en flot og vigtig 3-2 sejr mod portugisiske Braga. Det var derfor også en stolt Bo Henriksen, der sad til pressemødet.
"Det blev den fodboldkamp, vi forventede. Det var meget lukket i første halvleg, og det var et eller andet sted også det vi havde håbet på. De presse os hårdt, vi pressede dem hårdt og blev sådan lidt en andenboldskamp", siger Bo Henriksen om første halvleg, og uddyber om anden halvleg:
"I anden halvleg synes jeg vi var det klart bedste hold. Vi begyndte at spille noget rigtig flot fodbold. Men heldigvis, og retfærdigvis, så vinder vi en fed fodboldkamp, hvor vi måske spillede vores bedste halvleg i det her efterår."
Dramatisk afslutning, men Bo var rolig
Kampens afgørelse skulle findes i kampens overtid, da Victor Lind blev nedlagt i feltet. Her skulle der dog ventes i lang tid, fordi VAR skulle se hændelsen igennem. Det udmøntede sig i et straffespark, som Evander lagde utroligt køligt ind.
Normalt ser vi Bo Henriksen have følelserne ude på tøjet, men her til aften var det en anderledes rolig cheftræner, der stod på sidelinjen:
"Jeg var helt rolig. Jeg havde en puls på 60-62 stykker. Men altså, det er jo nogle fede sekunder og der skal jo meget til at ændre en kendelse, når dommeren først har peget på pletten."
Han tilføjer:
"Men for første gang i det her gruppespil fik vi en lille smule medgang. Vi var det bedste hold i dag, og jeg er megastolt af den måde, vi spillede fodbold på. Jeg er megastolt af gutterne; de kom med en masse power."
FC Midtjylland mangler dog deres sidste gruppekamp. Her skal de møde Ludogorets på udebane. Formår de at vinde den kamp, så fortsætter eventyret i Europa League. Bo Henriksen er meget tydelig omkring at intet er afgjort:
"Nu skal vi ned og gøre noget færdigt i Ludogorets. Vi har jo ikke vundet noget endnu. Det afgørende for os er, at vi har det udtryk vi har."