Håndværkskollegie til 300 millioner på vej i Herning

Foto: Illustration af Dorte Mandrup A/S.
Profilbillede
dato

Fonden for Håndværkskollegier køber stor grund af Herning Kommune og står bag opførelsen af kollegiet, som både når det gælder håndværk og arkitektur bliver i topklasse.

På Svanekevej i Hernings nordlige udkant bliver de kommende år opført et nyt kollegium, målrettet ambitiøse håndværks-elever. Projektet, som har et budget på cirka 300 millioner kroner, skal være med til at støtte op om erhvervsuddannelserne.

Fonden for Håndværkskollegier står - på baggrund af uddelinger fra BRFfonden - bag det kommende byggeri på en knap 19.000 kvadratmeter stor grund, som fonden netop har erhvervet af Herning Kommune.

På et pressemøde tirsdag 7. december på rådhuset i Herning blev det storstilede projekt præsenteret. Byggeriet er tegnet af den anerkendte og prisbelønnede danske arkitekt Dorte Mandrup.

"Jeg er stolt over det fantastiske projekt, vi i dag kan præsentere. Med Håndværkskollegiet tilføres Herning Kommune og Herning-egnen endnu et markant fyrtårn, som sætter helt nye standarder. De unge, der vælger en håndværksuddannelse, får de bedst tænkelige rammer. Det bliver et meget, meget flot byggeri," siger Dorte West, (V), borgmester i Herning Kommune i en pressemeddelelse.

Vi kan ikke få armene ned
Grunden på Svanekevej ligger i tæt forbindelse med erhvervsuddannelserne på Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier, og der kommer til at være et naturligt samspil mellem skolen og kollegiet om både talentudvikling og understøttelse af gode relationer på tværs af fag.

"På Herningsholm kan vi ikke få armene ned. Bedre nabo kan man vist dårligt forestille sig flytte ind. Vi glæder os usigeligt til at skabe synergi med Håndværkskollegiet til gavn for elever og virksomheder i det midt- og vestjyske. Håndværkskollegiets høje ambitionsniveau gør, at vi alle bliver nødt til at stå på tæer - det er superfedt," siger Allan Kortnum, direktør for Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier.

Værksteder og et spændende miljø
Håndværkskollegiet i Herning får 70 studieboliger, grupperet omkring det centrale rum i midten af den runde bygning. På kollegiet vil der desuden være værksteder og et miljø, der skal give de unge lyst til og muligheder for at udfolde deres håndværksmæssige talenter sammen med andre unge. Eleverne skal søge om optagelse på kollegiet.

"Danmark er et land med store og stolte håndværks-traditioner. Men færre og færre unge uddanner sig inden for håndværksfagene, og i fremtiden risikerer vi at mangle unge, kompetente håndværkere, når de ældre i branchen går på pension," siger Kristian May, direktør for BRFfonden og Fonden for Håndværkskollegier.

Derfor valgte BRFfonden i 2019 at påbegynde uddelinger af op imod en milliard kroner til at få bygget en række unikke kollegier for fremtidens håndværkere. De tre kollegier etableres i henholdsvis Horsens, Herning og Roskilde og etableres via Fonden for Håndværkskollegier.

"Kollegierne skal være med til at styrke respekten omkring håndværksfagene og bidrage til at skabe et mere prestigefyldt image omkring håndværket for at tiltrække flere unge til uddannelserne," siger Kristian May.

Håndværkskollegiet i Herning forventes at stå færdigt og være klar til indflytning i 2025. Partnere på projektet er Kristine Jensen Landskab og Arkitektur og som ingeniør MOE A/S.

Kilde: Herning Kommune

Seneste på facebook