Frilandsmuseet Hjerl Hede danner snart rammen om en stor håndværksfestival med fokus på materialer, traditioner og boligformer. Her kan gæster – store som små – glæde sig til inspiration og til at opleve arbejdende værksteder, talks, ministerbesøg og børneaktiviteter.
Uanset om du er til smedens gnister, uldens fibre, gamle håndværk eller nye perspektiver, byder Håndværksfestivalen på Hjerl Hede på noget for enhver med nysgerrighed for, hvordan vores verden bliver til. Den 29.-30. maj 2025 vil det summe af levende håndværk og samtaler om vores fælles kulturarv, når Hjerl Hede står bag en festival med fokus på håndværk og håndværkere.
Håndværksfestivalen byder på aktiviteter for både børn og voksne – fra historiske værksteder og moderne dogmestrik til friluftskoncert med TØRFISK og debat om fremtidens boligformer.

Materialernes betydning
Hvordan forstår vi materialer i dag? Hvad betyder håndværk for vores hverdag – og hvordan sikrer vi, at det ikke går i glemmebogen? Det er nogle af de spørgsmål, der er i centrum for årets håndværksfestival, som er en del af formidlingsprojektet Modern Hands støttet af Tietgenfonden.
- I gamle dage havde man et nært kendskab til de materialer, man anvendte til byggeri, tøj- og fødevareproduktion, og mange af materialerne kom fra lokalområdet. I dag er vi kommet meget længere væk fra de materialer, som vi omgiver os med, siger museumsinspektør Lola Wøhlk Hansen og fortsætter: - Den materialediskussion, sammen med forståelsen af, hvad de gamle materialer kunne og stadig kan i dag, vil vi gerne bidrage til under årets håndværksfestival, fortæller Lola Wøhlk Hansen.
På festivalpladsen kan publikum møde både traditionelle og moderne håndværkere, prøve kræfter med historiske teknikker og følge råmaterialer blive til færdige produkter. I besøgscentret er der opstillet stande med alt fra vævning, plantefarvning og broderi til redesign og visible mending. Samtidig kan gæsterne opleve de arbejdende værksteder i Hjerl Hedes historiske huse – mød smeden, mølleren, bageren, væveren og mejeristerne og se håndværk blive til i autentiske omgivelser.
Talks, parcelhuse og politik
Festivalens program er spækket med aktiviteter. På scenen kan deltagerne høre talks om tekstilproduktion og dansk uld og ikke mindst deltage i en paneldebat om parcelhusets rolle i fortid, nutid og fremtid. Arkitekter, ingeniører og håndværksmestre diskuterer, hvordan vi bedst bevarer, udvikler og bor i de boliger, mange danskere kalder hjem.
Torsdag gæster minister Kaare Dybvad Bek (S) festivalen og holder tale ved museets nye byggeplads, hvor Hjerl Hede også planlægger første spadestik til et 70'er-parcelhus. Parcelhuset bliver en ny formidlingsramme på museet og skal sætte fokus på byggetraditioner og hverdagsliv i nyere tid.