Louise og Hjælpesporet hjælper Herning Kommunes udsatte

Foto: null. null
Profilbillede
dato

Louise Enemærke Møller på 42 er formand og en af stifterne af frivilligorganisationen Hjælpesporet. De samler ting ind, folk ikke skal bruge længere, og giver dem videre til udsatte familier eller tidligere hjemløse i Herning Kommune. Lige nu står der julehjælp på skemaet.

”Jeg regner med, at det er omkring 175 familier, der kommer til at få julehjælp fra os i år. Der får de en stor kasse med forskellige madvare. Og så giver vi julegaver til børnene, der er op til 18 år,” fortæller Louise om julehjælpen, som familierne modtager den 18. og 19. december, hvor Hjælpesporet har afhentning på Teglvænget.

Ønskeseddel i herningCentret

Du kan også være med til at gøre en forskel for børnene i de familier, der modtager julehjælp. Hjælpesporet har modtaget ønskesedler fra børnenes forældre, og du vil kunne finde de her ønsker i blandt andet herningCentret.

”Vi har juletræer, der står et par steder, blandt andet i herningCentret, hvor folk kan plukke en ønskeseddel og hjælpe med at købe en gave. Jeg har lavet nogle sedler, hvor der simpelthen står ”dreng, 5 år, ønsker sig en fodbold eller lego”, så kan folk komme over og tage sedlen, købe gaven og komme over og aflevere den ved delikatessebutikken Larsen. Så tager jeg ud og henter dem og får skrevet til og fra kort på,” forklarer Louise.

Det er første gang, at de har juletræ i herningCentret. De har også et i det gamle bibliotek i Hammerum og på SOSU Herning.

Gratis er ordet, der startede det hele

Som udsat familie kan det være svært at skrabe sammen til nye møbler, tøj eller mad. Man kan ifølge Louise være heldig at få en aftale med en genbrugsforretning om at få ting gratis eller meget billigt. Manglen på noget gratis gjorde de noget ved.

”Vi valgte simpelthen at starte det op selv, så familierne kan få nogle ting gratis. Det var mest det der ord, gratis, der lidt gjorde det. Der manglede det her alternativ i velgørenhedsarbejdet i Herning.”

Louise og hendes kompagnoner startede organisationen i 2012, og den er vokset støt siden. I dag er de cirka 60 frivillige, der er med til at hjælpe de sårbare familier og unge cirka 27 gange om måneden.

”Det kan for eksempel være en ung, der har været tidligere hjemløs. Så får de jo lidt hjælp af kommunen til at finde lejlighed, men så mangler de alt inventar dertil. Så får de tingene gratis gennem os.”

Louise og Herning

Louise er tilflytter til kommunen. Til dagligt arbejder hun med sit eget marketingsfirma, derudover arbejder hun også med administration i en boligudlejningsvirksomhed, og så bruger hun cirka 15 timer om ugen på frivilligt arbejde med Hjælpesporet.

Hun pointerer, at det er særligt fællesskabet, der gør Herning Kommune til et særligt sted.

”Jeg synes, vi kan noget omkring fællesskab her, der er utroligt mange, der arbejder frivilligt. Det er lidt vildt, at vi med sådan en forening her kan samle så mange frivillige, der vil komme og bruge deres fritid på det her. Det er imponerende, hvor meget folk Herning hjælper hinanden.”





Kilde: Redaktionen